Note dagen før min fødselsdag: Læste et sted, at ensomhed er for psyken, hvad fysisk skade er for kroppen. Eller rettere; at vores nervesystem i begge tilfælde reagerer ved, at fortælle os, at det, for vores overlevelses skyld, er en situation vi skal bringe os hurtigst muligt ud af. For et flokdyr er isolation lige så farlig som fysisk skade. Det er de genetiske koder vi har arvet efter årtusinder på savannen, som nøgne aber med hår på toppen for, at beskytte os imod middagssolen. Med stormende fremskridt indenfor sundhedsvæsen og velfærdssystem, er det i virkeligheden uretfærdigt, at vi skal lide så meget pga. forældede mønstre i vore hjerner. Men vores fysiske og psykiske grundplan styres af overlevelse og forplantning, og ikke af hensyn til velfærdsydelser og singleliv. De største psykiske smerter forårsages af ensomhed. De kan være så voldsomme, at man kan ønske sig en fysisk smerte, i håbet om at overdøve hjernens nødskrig. Og disse nødskrig overdøves tilsyneladende bedst, efter al tilgængeligt statistisk materiale at dømme, af tosomhedens døsighed; uanset hvad den i øvrigt måtte medføre af daglige trakasserier, forhandlinger og irritationer. Det er tilsyneladende, for vores psykes grundkonstruktion, aldeles underordnet i forhold til nedarvede instinkter for overlevelse og forplantning.