Metalstøberens far var en velholdt mand i starten af tredserne. Han havde mørkt hår, med grå stænk i siderne, men havde stadig en betydelig effekt på det modsatte køn, når han gjorde lidt ud af sig selv. Det skete dog meget skældent. Det var hans temperament imod, at indgå i, hvad han så som en konkurrence omkring fysisk fremtoning for at opnå en kvindes gunst. For Metalstøberens far handlede menneskelige forhold om det indre. Han var skeptisk omkring ydre fremtoning grænsende til det neurotiske. Hvorfor er svært at vide, for han var meget lukket, og især omkring sit indre liv. Det gryntende sprog han kommunikerede med, kunne slet ikke udtrykke disse ting. Måske var han blevet svigtet eller forladt af en smuk kvinde, måske var han blot et meget åndeligt anlagt memneske. Hans væsentligste kommunikation med omverdenen foregik med hans hænder, og det liv de kunne skabe. Han var en grundig mand i alle livets forhold, med en rig mængde fikse idéer, som enspændere ofte har. For eksempel forholdt han sig altid til tings bagside først. Forsiden var som regel tings naturlige fokus, men mindre interessant for metalstøberens far. Før han kastede sig ud i et projekt overvejede han således mulige fatale konsekvenser. Hvis han kunne leve med det værst tænkelige udfald, syntes han det var værd, at overveje eventuelle heldige udfald. Helt i forlængelse af dette, kiggede han for eksempel altid ind under et bord, før han satte sig ved det. Præcist hvorfor havde han ikke forholdt sig til, det virkede naturligt for ham. Også undersiden af bordpladen blev ofte undersøgt. Det er altid sund fornuft, at overveje konsekvenserne af sine handlinger, men Metalstøberens far havde taget det et skridt videre, og sat sin kausale pessimisme i system. Tag nu bæreposer af plastic, som de seneste år var blevet udbredte i Samarkand. De fremstilles i en stort set fejlfri process, men kan dog indeholde huller, især i sømmen, som jo alle poser er udstyret med. En velpakket plasticpose kan rumme omkring 14 kilo sprængstof, før den giver problemer. Det er som regel hanken, der bryder sammen først.

Den handlende sagde et beløb. Metalstøberens far rodede efter penge i sin sorte tegnebog. Markedet var placeret midt på en stor plads. Hvis man armerede en tidsindstillet bombe stor nok til at destruere stedet i hånden, skulle man bruge mindst 90 sekunder på at løbe i en hvilken som helst retning, før man var i sikkerhed. Metalstøberens far var stadig ikke kommet nærmere at forstå, hvad der var ved, at ske med hans verden. Han havde brugt meget af sit liv på sorg. Når man tænker tilbage, siger man, at problemer og sorger har det med at blive udtyndede og tabe deres kraft, mens glæder har det med at stå lysende og stærke frem i hukommelsens nostalgisk skær. Når Metalstøberens far tænkte på sin barndom, kunne han godt blive grebet af en melankolsk længsel efter de gode stunder med nærhed, omsorg og fællesskab. Men de mørke pletter blev ikke mindre omfangsrige af den grund, syntes han. Måske er nogle mennesker indrettet sådan, at det er glæderne og det lyse i deres liv, der former deres personlighed, mens andre formes af sorgerne og tabene i deres liv. Metalstøberens far tænkte over dette, denne smukke efterårsdag på vej hjem fra markedet, med to bæreposer i hånden. Det var helt normalt for ham, på den måde, at lade tankerne drive.