Nationernes manglende profit

Gabriel Zucman, Assistant Professor of Economics, UC Berkeley har sammen med to danske post-grads, Thomas Tørsløv (U. of Copenhagen) and Ludvig Wier (U. of Copenhagen), analyseret hvor meget af de multi-nationales profit der ender i skattely.
http://gabriel-zucman.eu/missingprofits/
http://gabriel-zucman.eu/files/TWZ2018Slides.pdf
Svaret er 40%.

40% der ikke bliver beskattet. I en tid med stigende ulighed, som analyseret af Thomas Piketty, er det ikke nogen stor overraskelse. Overførslen af virksomheders profit til og gennem skattely er en væsentlig drivkraft i den globaliserede økonomi og tilhørende stigende ulighed. Det der måske er en smule mere overraskende, er en af konklusionerne Zucman drager –  “Decline of the corporate labor share throughout the world is under-estimated”. Det lyder en del som The Rise of the Middleman.

Det ser for mig ud som om, at de multinationale, dvs. det globaliserede teknokrati, gennem det seneste årti er lykkedes med at opbygge et velsmurt system af mellemmænd, der kanaliserer midler der tidligere er havnet i arbejderes, producenters og staters lommer ned i deres egne, dvs. aktionærers, pensionsselskabers, investeringsbankers, m.fl.. Der er naturligvis mange multinationale der stadig fremstiller varer, men et slående træk ved mange af disse nye megavirksomheder, er at de stort set ingen varer fremstiller, og hvis de gør, er det en forsvindende lille del af deres profit, der kommer derfra. Selv Apple, der som den eneste har en stor del af sine indtægter fra salg af fysiske varer, har jo aldrig produceret disse selv – det har de kinesiske virksomheder til.
At den andel af virksomheders indtjening der bruges til lønninger er faldende, lyder slående meget som at den globale profit i højere og endog meget højere grad skabes ved salg af  ydelser, der ikke kræver særlig meget arbejdskraft. Man kunne tolke dette videre, som at den globale profit-udflagning til skattely, udover et banalt ønske om skatteunddragelse, desuden er drevet af et mere uigennemsigtigt ønske om at sløre de høje profitgrader hos de multinationale, da det jo forventeligt ville føre til krav om prisnedsættelser, og krav om indgreb imod de monopoler der jo ofte réelt er tale om. Hvis Apple, Amazon, Facebook og Googles réelle profit blev udstillet, hvis horderne der leverer denne profit – producenter og sælgerne af musik og apps i Apples App Store, producenter og sælgere af varer i Amazons ehandelsunivers, alle disse sælgere der samtidig betaler vanvittige priser til Google og Facebook for et par klik – hvis de, og måske især lovgiverne, blev opmærksomme på den udbytning der foregår, ville der med stor sikkerhed opstå et krav om indgreb og mere rimelig fordeling af indtægterne. Det er muligvis over-konspiratorisk, men det ændrer ikke på, at det ser ud som om der med Internettet og globaliseringen er etableret en hidtil uset flytning af profit og magt fra producenter til mellemmænd. Producenter har med de globale handelsplatforme hele resten af den lavtlønnede verden som konkurrenter. Mellemmændene har som følge af Internettes globale winner-takes-all-logik  ingen konkurrenter, når først deres monopol er etableret. Mellemmændene ønsker naturligvis at bevare denne situation.

En anden konklusion i artiklen synes jeg berettiger lidt kommentarer: “There is a policy solution to profit shifting”.
Ja, selvfølgelig kan og bør nationerne ved politiske tiltag beskytte sig selv mod denne udbytning, som jo réelt er tyveri fra deres borgere. En grundlæggende tanke bag beskatning af selskaber må være, at der er tale om en rimelig given tilbage, til de samfund der har gjort selskabet og dets overskud muligt. Så vidt jeg kan vurdere, er den mest almindelige profitflytningsmetode udflagning af profit ved salg af “intellektuelle rettigheder” til produkter/software/osv. til skuffeselskaber i skattely, som selskaberne i de lande varerne/ydelserne sælges i så betaler “licens” til. Denne model kan naturligvis ved et antal målrettede love søges bremset eller forhindret. Så vidt jeg kan se, og det kan være jeg er fejlinformeret, har man på tværs af de udbyttede nationer ikke engang forsøgt. “Vi kan jo ikke forbyde licensering af intellektuelle rettigheder på tværs af grænser,” er en almindelig indvending – “det strider imod alle tanker omkring frihandel.” Tja, man kunne jo f.eks. nøjes med at kræve “licensbetalinger” til udlandet afrapporteret og beskattet på niveau med profit, dvs. på niveau med gældende beskatning af overskud (selskabsskat), ud fra den betragtning, at det jvf. Zucman og Co’s undersøgelser, jo hovedsageligt er det der er tale om. 20-25 % beskatning af licensbetalinger til udlandet ville ikke forhindre f.eks. produktion af medicin i Danmark på licens fra et schweitzisk selskab, men ja, det ville gøre det lidt dyrere. Vi ser bare ud til at være nået til et punkt, hvor staternes ansvar i forhold til at beskytte deres borgere imod udbytning vejer betydeligt tungere, end deres ansvar for beskyttelse af frihandel mellem medicinalvirksomheder og andre globalister.

 

 

Leave a Reply