Kaninpenge

Det havde været nogle forvirrende dage. Jeg havde overvejet at melde mig syg med stress, men så slemt var det vel egentlig heller ikke. Jeg sad i mine egne tanker på en bænk ved en legeplads i Søndermarken. Hvad pokker skulle jeg gøre? Prøve at få mere samvær med mine to børn? Og hvad med kvinder? Skulle jeg prøve at date? Og hvad så med mine børn? Og hvad nu hvis hun havde børn? Det var dyrt at være mange. Og tanker om all-inclusive ferier med 3 hotelværelser på den samme etage, forbundne pools, softice-maskine, spa-område og glidecreme gled hen over min indre iPads skærm. Uanset hvad, havde jeg helt klart brug for flere penge, men hvordan? Kunne jeg få mere i løn på en eller anden måde? Blive forfremmet? Og så måtte jeg huske på alt det særlige ved netop mig. Ved mine skønne børn. Ved vores dejlige liv i det hele taget. Alt handlede ikke om penge, og jeg måtte huske at nyde alt det jeg havde.
Jeg fik jeg øje på en kanin, jeg ikke havde lagt mærke til, da jeg kom. Han stod i udkanten af et buskads og røg en cigaret. Kæk og selvsikker så han ud. Som om han virkelig havde magt over situationen. Han stod bare der, lænede sig op ad gyngestativet, blæste røgringe ud i luften foran sig og nød solen. Fuck, han er virkelig til stede i nuet, tænkte jeg. Så fik han også øje på mig, og vore øjne mødtes. Jeg fik den der særlige fornemmelse det er, at se nogen direkte i øjnene. Som regel prøvede jeg at undgå det, men lige her, tværs over 5-6 meter grus, kunne jeg ikke undgå det. Det er som om der bliver prikket hul ind til ens indre liv, når det sker. Det er ikke rart. Men jeg kiggede kaninen i øjnene, og den kiggede tilbage. Det føltes som at falde, som om det blev mørkt omkring mig, og jo mere jeg stirrede ind i de kaninøjne, jo mere føltes det som om kaninen sendte mig en meddelelse derinde fra dens mørke kaninindre. Din sjæl skal renses, sagde den. Det lyder sært, men det føltes som om, det var det den sagde til mig, uden at sige det. Og så blinkede den med det ene øje, og smilede skælmsk. Jeg kiggede væk. Da jeg kiggede tilbage, var den væk.
Når jeg ser på sætningerne ovenfor, kan jeg godt se, at jeg skriver “den”, og det er en fejl. For det var tydeligvis en flot hankanin, så selvfølgelig skulle jeg skrive “han”. Kaniner er kommet for at blive. De er en del af vores samfund nu, de er vores venner, selvom de selvfølgelig er lidt anderledes end os. Jeg vil prøve at gøre det bedre.
Mine mørke hornbriller uden styrke var blevet lidt fedtede, så jeg pudsede dem i min t-shirt. Jeg vidste godt jeg brugte for lang tid på at pudse dem, og på at drikke kaffe, spise frokost, gå på toilettet, alle disse helt unyttige ting. Sådan følte jeg det i hvert fald. Pjat med dig, sagde mine venner, tag en øl til, find dig en kæreste. Jeg vil være åben, sagde jeg i stedet til mig selv. Helt åben, være til stede i nuet. Men jeg havde sovet dårligt de sidste mange uger. Der var tanker hele tiden. Jeg ved ikke om jeg ligefrem trængte til behandling, men måske var jeg i en form for livskrise. Jeg elskede mit arbejde som leder, men følte ikke jeg gjorde det godt nok. Jeg blev aldrig helt færdig med det jeg var i gang med, før et nyt projekt krævede min opmærksomhed, og så kørte det første ligesom bare videre for lavt blus af sig selv. Og så ville jeg gerne være der for mine børn, og have en kæreste, men det hele virkede altid lidt uden for rækkevidde, når jeg lå og vendte og drejede mig om natten. Jeg var også begyndt at svede voldsomt hver nat efterhånden.
Så lød der pludselig fnisen og rumsteren i buskadset bag mig. Der kom en kraftig stampen inde fra buskadset, og mere fnisen. Der steg røg op fra buskadset. Mere rumsteren og lidt råb. Så kom en kaninpige spænende ud af buskadset. Der sætter jeg grænsen, råbte hun over skulderen. Så fik hun øje på mig. Nå, der er du endelig, sagde hun. Følg med. Hr. Kanin siger du virkelig trænger til behandling. Hun vinkede, og jeg fulgte efter hende ind i buskadset, ind til en lille lysning ved siden af et egetræ. Bagved egetræet lå et andet væltet egetræ. Det var lidt underligt ingen havde gjort noget ved det, tænkte jeg. Da hun smuttede ned i hullet i jorden foran mig, fulgte jeg efter. Jeg dukkede mig og krøb indenfor i et rum der hed penge. ‘Penge’ stod der på et skilt over døren. Kaninpigen vendte sig imod mig, og rakte poten frem. Jeg er Vimse, sagde hun. Hr. Kanins nye PA, personlig assistent, du ved. Der var lidt trangt. Jeg fik jord i håret. Du må gerne gøre dig klar, mens jeg henter hr. Kanin, ikk’? sagde Vimse. Hun havde en smart, dueblå buksedragt på. Foran mig stod en briks. Den var betrukket med blødt, lysebrunt læder, og havde messingnitter langs kanten. “Du kan bare lægge bukserne på stolen, ikk’? Det måtte være den lille skammel i hjørnet hun mente. Så har vi helt styr på kunderne, siger hr. Kanin. Der lå allerede et par røde lærredsbukser. OK, tænkte jeg, og tog mine hvide sneakers af. Vimse stod i hjørnet og kiggede på mig. Af med bukserne, sagde hun. Kaniner var meget ublufærdige, havde jeg hørt. Og åbne, tænkte jeg. Jeg tog mine jeans af, foldede dem, og lagde dem ovenpå de røde lærredsbukser. Så tog jeg mine sneakers på igen, for gulvet var ærlig talt ikke særlig rent. Vi er ved at afprøve et nyt terapikoncept, sagde Vimse. Første behandling er gratis for faste kunder, siger hr. Kanin. Jeg forstod ikke rigtig, hvordan jeg kunne beskrives som en fast kunde, men prisen kunne jeg ikke indvende noget imod. Det var sidst på måneden, og så langt rakte en lederløn heller ikke. Men et nyt terapiforløb - det lød omfattende.
“Læg dig på briksen, sagde Vimse.” Det var en lækker briks. Jeg lagde mig på den. Jeg var udmattet ovenpå de seneste nætter uden ordentlig søvn. Jeg trængte virkelig til at hvile mig lidt. Men jeg skulle jo prøve det nye terapikoncept. Jeg lukkede mine øjne, mens jeg ventede. Jeg må have døset lidt. Nogen puslede i det ene hjørne. Så begyndte rolig musik at fylde rummet.  Mine øje var lukkede, min ryg lidt svedig. Briksen var en smule hård, men mon ikke det var med vilje?
“Her er lidt varmt og indelukket,” sagde jeg forsøgsvist ud i rummet. “Du err sslet ikke her,” sagde en kanin så med en rolig stemme. Hr. Kanin var kommet helt hen til mig, uden jeg havde bemærket det. “Husk, du sslet ikke er her min nye menneskeven. Glem dig selv, og se indad. Du er på en indre rejse, sammen med mig. Sammen skal vi give terrappimarkedet et ordentligt spark,” fortsatte han så i sin rolige stemme. “Lige i røven. De vil slet ikke forstå, hvad der har ramt dem.”
Der lå jeg altså. På en ny lækker  terapibriks uden bukser på. Østlig meditationsmusik strømmede ud af skjulte højttalere. Jeg åbnede forsøgsvist det ene øje. Langs murene i hulen var udspændt draperede, orange tylgardiner. “Når ham hr. Kanin gør noget, går han virkelig all-in,” tænkte jeg. “Kan du ikke skrue lidt op for udluftningen?” spurgte jeg. “Du err slet ikke her,” lød det som svar. “Fortæl mig hvorr du er,” sagde han så. “Hvorforr er der mon sså trangt og indelukket der hvor du er?” Jeg svarede ikke. Jeg kunne fornemme han hoppede lidt op og ned på stedet.
“Du har stress, du tænker på penge,” sagde han så. “Du trænger til behandling.” 
“Kender du mon myten om Sisyfos?” spurgte hr. Kanin så. “Nu bliver det altså lidt for banalt,” tænkte jeg, og sukkede lidt. “Det er sådan jeg ser mit liv lige nu,” sagde han så, uden at vente på svar. “Det er jeg da ked af at høre,” svarede jeg uden at åbne øjnene. “Du er kampestenen,” sagde han så. “Din personlige udvikling står i sstampe. Sstampe, siger jeg. Jeg bygger dig op, og bygger dig op, og så ruller du selv ned ad bakken, lige tilbage til der hvor du startede. Forsstår du hvad jeg menner?”
Jeg var overrasket. “Nu tager vi fløjlshandskerne af,” sagde han så kryptisk, mens han fumlede med noget under briksen. “Jeg giver dig en opgave nu. Hørrer du efter?” fortsatte han, “jeg sagde, hørrer du efter?”. Jeg nikkede, og vrikkede lidt med fødderne. “Nu sskal du kun, kun tænke på penge,” sagde hr. Kanin så. “Nu hvor det betyder så meget for dig.” Der var en pause i musikken, det virkede næsten indstuderet. Så fortsatte han med en lidt messende stemme. “Jeg har opdaget, at I mennnesker allesammen når til et lavt punkt i jeres liv. Man kan sige, det er et punkt, hvor tingene hverken går fremad eller tilbage. Jeres liv bliver hverken bedre eller dårligere. En form for nulpunkt i lykke. Nul udvikling. På dette punkt, har jeg opdaget, at penge blivver til det vigtigste i jeres liv. Det er en forunderlig udvikling. Ikke smør, ikke blondiner fylder noget. Men penge. Det ssnører jeres sjæl sammen, og giver jer åndenød. I tænker på det  dag og nat. 30% af alle jeres timer viser nye, nej gamle, nej nye, undersøgelser. Amerikanerne lidt mere tror jeg. Alle de timer, hvor I som yngre, kun tænker på på sex og mad og sex.” “Hmm, hmm,” sagde jeg. “Det er kun et spørgsmål om tid, før det rammer os kaniner,” fortsatte han. “Det er kernen, det er kernen i min forretningsidé. Men det ved du godt, for Vimse har nok alllerede fortalt dig om det. ” “Mm, mm,” sagde jeg. “Mulighedder, mulighedder. Tænker jeg. Tænnk nu på dinne egne penge.” Musikken skiftede til et nyt nummer. Plink. Plonk. En underlig lugt bredte sig i det lille lokale. “Tænk, tænk - og tænnk så på de andress penge - alle de penge de andre har - de har alle så mange. Flere end dig” fortsatte hr. Kanin. Han var igen slået over i en messende stemmeføring.
Men jeg kunne ikke tænke på penge. Jeg havde jo ikke særlig mange, og jeg syntes mit liv gik helt fint. Musikken var startet igen, og nu kom der strygere på. En behagelig varme bredte sig i min krop. Hold op, hvor var jeg træt. “Hr. Kanin,” sagde jeg. “Jeg har haft så svært ved at sove de seneste mange uger. Hvordan kan det mon være?”
“Nu når du op til økonomiens bedrageriske højland,” hørte jeg hr. Kanin messe videre. “Yankee-dollarens grønne sletter breder sig ud foran dig.” Men jeg var bare så træt, og så kunne jeg lugte dieselos. Jeg manglede min pengepung. Og mit pas. Jeg holdt for rødt i et lyskryds på min lille cykel, klar til at kæmpe for min ejendom. “Cabroncito, tag fat her,” sagde en tyk dame til mig, mens hun stak en sammenfoldet avis ud af sit nedrullede bilvindue. “Hiv så hårdt du kan,” råbte hun så, “du er slet ikke så stærk som du selv går rundt og tror.” “Fuck, hun har jo ret,” tænkte jeg, mens jeg så på mine tynde arme, og hev alt hvad jeg kunne. Men det hjalp ikke, hun vandt. “Hvorfor skal alting være så svært,” tænkte jeg, “og dyrt.”
Jeg var virkelig blevet træt nu.
Trafiklyset skiftede til grønt. Jeg stillede mig op i pedalerne, og hjulrede rundt.  “Jeg er faktisk tilbage i Byen,” tænkte jeg. Nu skulle jeg op i fart, hvis jeg ville have en chance for at se mit pas og min pengepung igen. Jeg strøg afsted. Jeg rakte den ene hånd bagud, strøg den over min store cykelskærm, som betjentene havde sagt jeg skulle, mens jeg sagde tak indeni. Det føltes rart, elektrisk, diskorytmer i kroppen. Jeg fulgte trafikken, ind og ud mellem biler og busser, holdt øje med stoppestederne. Jeg indhalerede den beskidte luft i voldsomme hiv, red på bølgerne af trafikstøj fra de brølende motorer, på råbene fra gadesælgerne. Det var voldsomt og flot. De to politimænd. De havde hjulpet med at forklæde mig som færdselsbetjent. Nu fulgte de mig så godt de kunne på deres knallerter. Jeg så mig tilbage, de gav mig thumbs-up. Så fik jeg øje på bussen. De gule drager med flammer ud af munden på siderne, tagbagagebæreren, den ene hjulkapsel der sad så skævt, at det så ud som om hjulet var ved at falde af. Jeg gav den gas, tog en chance med en overhaling, kørte op på siden af den, buschaufføren skiftede gear med øredøvende klink og klonk, bussen spyede en sky af diselos ind i mit ansigt. Jeg stillede mig op i pedalerne.
“Åndedræt, åndedræt,” hørte jeg hr. Kanin sige med sin rolige stemme. “Din finansssielle situation truer med at opsluge dig, budgetter, nøgletal, det er så vigtigt. Men du ved det godt langt inde, at penge er ikke alt.” Jeg hørte ham sende sin assistent ud efter noget. “Slap af, og mærk hele din krop, mærk din mave, din pik,” sagde hr. Kanin, mens han strøg mig over mit ansigt og mine bare underarme. “Den store,” hviskede han til assistenten. Han havde virkelig bløde poter, eller også var det hendes. “Nu, lige nu,” sagde han lige så dæmpet. Jeg mærkede en nål gennemtrænge overhuden i min venstre underarm, spændingen omkring den indtrængende vædske, strygere, plink, plonk, nu kom der en form for kor på musikken, det var varmt, fugtigt, jeg sad ikke godt på den briks, der var for langt ned til pedalerne.
Og jeg var jo midt i en overhaling. Så jeg holdt min tynde nøgle op foran mig, som jeg havde fået besked på i min sidste drøm, spændte bagagebæreren og lod den klappe i, præcist som betjentene havde instrueret mig i. Men chaufføren åbnede bare sit vindue og råbte. ‘Gringo cabron’ råbte han ud af sit åbne vindue. Jeg havde virkelig troet på det. At jeg med nok tramp i pedalerne og selvtillid kunne få min lille lædertaske tilbage, med mit pas og mine penge. Med penge på lommen kunne jeg slippe ud af Byen. Jeg vidste jeg ikke kunne blive her. Jeg var nødt til at tage en chance. Det var nu eller aldrig. Jeg svingede ind foran bussen på min cykel, klappede med bagagebæreren. Chaufføren så irriteret på mig, rystede på hovedet og dyttede. Jeg blev næsten blæst omkuld af hornet. For pokker da et horn. En utrolig bas. Buschaufføren sad bag sit store vindue og skraldgrinede, mens mine trommehinder var ved at sprænges. Han hoppede op og ned i sædet, mens han jokkede på gaspedalen. Jeg kunne ikke følge med.
“Jeg trorr det virker denne gang” hviskede hr. Kanin. “Vi affkoder ham totalt.” Han troede vist ikke jeg kunne høre ham. Jeg havde lyst til at sige “hey, jeg er her altså også.” “Jeg går ud og ryger, ikk’?” sagde Vimse. “Pas nu på det ikke går galt igen, ikk?” Hun hoppede ud af døren. Jeg tænkte på de røde lærredsbukser, og hvordan Vimse nu vrikkede sig ud af hullet med en pakke smøger i hånden. Jeg prøvede at vrikke lidt med mine fødder. Jeg ville åbne min mund, og sige noget. Et eller andet. Fuck realkredit og rentetilpasning.
Men jeg var stadig i fart. Bussen var nået til et stoppested. Det var stoppestedet fra min forrige drøm. Var vi kørt i ring? Kørte busserne i Byen ring ? Bussen blinkede ind. En mulighed. Jeg var nødt til at tage den. Bussen holdt stille næsten stille ved stoppestedet. Jeg svingede elegant ind foran den, mens jeg satte jeg den ene fod ned, lænede mig en smule til siden og lidt tilbage, hev i styret mens  jeg forsigtigt bremsede med pedalbremsen. Resultatet var en pirouette på baghjulet af højeste kaliber. Piben havde fået en anden lyd nu. Buschaufføren så forbløffet ud. Han slap rattet, opgav at dytte. Jeg tror endda han klappede. Men det var selvfølgelig ikke nok, langt fra. Det var i bund og grund en omgang spil for gallereriet. Dørene var allerede lukkede og bussen var lagt fra kantstenen. Chaufføren to igen fat i bussens store, og kørte ud i trafikken. Men jeg kunne se hans hænder rystede lidt. Jeg havde trods alt opnået noget. Jeg vidste nu, at jeg havde potentialet til at udføre et vellykket indgreb.
Jeg ville tage mig sammen, jeg ville sætte mig op, råbe til hr. Kanin. Jeg ville råbe, at jeg ikke kunne beskrive det, at jeg ikke kunne være i min krop af lutter begejstring og gå-på mod. At hans system virkede, at alt faldt i hak. Men det kunne jeg ikke. Min arm gled ud over kanten af briksen, og lidt savl løb ud af min ene mundvig. Armen hang og dinglede i lodret position. Mit hoved faldt ned til siden. Jeg fik åbnet det ene øje en smule. En lille bille af en eller anden slags kredsede om mine nedhængende fingre. 
 “Nu,” sagde hr. Kanin, mens han strøg mig blidt over den anden underarm. “Gennembrud,” hørte jeg svagt, mens bussens horn begyndte at spille fanfaren fra Den Flyvende Hollænder, og jeg mærkede et stik og lidt spænding i min anden underarm. De to betjente, som jeg nu betragtede som mine venner, stod ved siden af deres knallerter og klappede. Men i bund og grund var jeg slået. Udmanøvreret af en buschauffør. Jeg sagde tak for den store hjælp til de to betjente. Gav dem deres grej tilbage. Cyklen måtte jeg beholde sagde de. Jeg holdt facaden, gjorde honnør, mens de kørte afsted på deres knallerter. Slukøret gik jeg nu henad fortovet, præcist hvor jeg startede.