Afbrudt Samtale Med en Spættet Sæl

Det var skønt vejr kl. 17.30, da jeg stod ud på Bugten den dag, men så begyndte det at regne. Som jeg stod der på mit bræt, mellem himmel og hav en kilometer fra land, begyndte det at sile ned. Først stille, så i stride strømme. På Mols var der tørt og sol, kunne jeg se. Sensommerens stubmarker på Mols lyste til mig gennem det vertikale tæppe af vand, der adskilte os. Samtidig begyndte store, langsomme dønninger at rejse sig under mig, som jeg kunne glide ned ad. Et par tag med padlen, op ad en dønning, over en top, og så ned ad den næste. Og der bag en dønning, et stykke fremme tittede min vens lille velkendte næse og to små øjne op af vandet. Den kiggede nysgerrigt på mig, og den svømmede imod mig. Jeg padlede i dens retning. Vi nærmede os hinanden, fordi vi ønskede det. Jeg kunne altid mærke den, før jeg så den. Den særlige energi, der kan være mellem to levende væsener; Ingen kan benægte den findes. Tiltrækningen mellem liv er et gravitationelt rum fuld af længsel og muligheder. Så dykkede den, forsvandt fra overfladen, ned i sit element, og jeg padlede videre. Den dukkede op igen til højre for mig. Igen kunne jeg mærke den, før jeg så den. Hej sæl, sagde jeg til de to små øjne, og den smilede sit uimodståelige smil med sit smukke ansigt. Det er nu fire år siden vi lagde mærke til hinanden du og jeg, sagde den så. Jeg var så ung, og du stod der med dit mørke hår og din slanke figur. Ah, sagde jeg og grinede, kan det nu også passe? Så hurtigt går tiden altså ikke her på overfladen. Du og din overflade, sagde den. Hvorfor skal alt handle om dig, og hvornår du lige har tid til at padle rundt? Jeg er her faktisk hele tiden. Jeg fanger fisk, jeg svømmer rundt med de andre, men jeg savner dig. Før i tiden svømmede du med mig, og jeg troede vi havde noget særligt sammen. Men nu ser jeg dig padle med andre, jeg holder mig på afstand, og det gør ondt i mit hjerte. Men det behøvede den ikke sige, for lige som den sagde det, kunne jeg mærke savnet i mit eget hjerte også. Du gør mig ulykkelig, sagde jeg. Hvorfor holder du dig nede i dybet, når jeg padler ud for at besøge dig? Jeg savner jo også dig. Men du er jo en mand, og jeg er en vintersæl, sagde den så. Jeg blev født på en strand i Kattegat, jeg bor i havet vinter og sommer, og jeg elsker det. Vinden i bugten om efteråret, roen og køligheden i dybet om sommeren, følelsen af den levende tang der stryger mod min krop. Du vil aldrig forstå mig. Aldrig forstå at jeg må have dig helt, din nøgne krop, dråberne i dine skægstubbe, dine mørke øjne i aftenlyset, dine arme, dine ord, eller slet ingenting. Hvad snakker du om? Spurgte jeg hidsigt. Vi ses, når vi har lyst. Vi hygger, vi har det sjovt, om sommeren er jeg herude næsten hver dag, hvad mere kan vi forlange? Og så dykkede den. Et slag med halen var det sidste jeg så til min ven, mens de bitre ord blev hængende i luften.