Cato

Mit navn er Cato og jeg er et menneske. Men mit navn, har jeg hørt, minder om lyden af bløde, sorte poter, der stryger over en dugvåd græsplæne i aftenskumringen. Måske en plæne der ligger der i haven bag en bondegård, hvor den grøn strækker sig under en stor, frodig blodbøg, hvis brune blade rasler sagte, når den milde sommervind går i Sydvest, og har frit løb over markerne. Måske har katten netop fanget en mus ovre ved ladens sydvendte gavlmur, bag kirsebærtræet, under det kraftige raftehegn, der skiller folden fra køkkenhaven. En markmus kan have taget chancen, og være løbet fra stikkelsbærbuskene, under hegnet, ind i folden. Bag kirsebærtræet kan katten have ligget på lur, med kroppen trykket mod den lune sommerjord. Eller måske er jeg en kat. Måske er katten mig uden at vide det. Måske jager jeg om natten med snuden trykket imod de natvåde spor. Måske bider jeg i måneskær nakken over på de store rotter, fordi jeg elsker smagen af det varme blod og lyden af mine tænder, der skærer gennem pels og knogle. Måske er dette min historie.

Mit navn er Cato og jeg har slået hul i hovedet. Det søde, varme blod løber fra såret, ud under mit hår, ned ad mine markerede kindben, over min læbe ind i min mund. Jeg sidder på bagsædet og min ene søn kører mig i vores gamle Jeep. Om efteråret trækker bonden roerne op ad den fede muldjord med roeoptrækkeren spændt bag den røde traktor, og de hvide roer ligger i store bunker på markerne. Det regner.

Mit navn er Cato og jeg er en kat. Jeg sidder i en lænestol i venterummet på skadestuen på et sygehus i provinsen og savner de lange græsstrå foran min snudes knurhår, den blå himmel så højt, så højt oppe, hvor fugle glider rundt uden jeg kan nå dem. Jeg savner at løbe, blot for at løbe, æde, blot for at æde, dræbe, blot for at dræbe. Jeg savner at ligge på gårdspladsen, på det varme cementdæksel under vandposten, mens bonden arbejder i sine blå overalls, når heden om sommeren sænker sig over de modne bygmarker, der står med knækkede aks, og han er nøgen indenunder, og jeg kan mærke hans fært, mens karlen og han stanger halmballer fra ladet af den gamle anhænger, spændt bag den røde traktor.

Mit navn er Cato. Regnen er stoppet. Efter regnen sænkede tågen sig. Tågebankerne der nu ruller ud over de nypløjede marker, har efterladt mig knustsølle og sølle.knust. Den forsvinder en dag, har jeg hørt; længslen efter alt det vi aldrig kan nå. Over mig, højt over mig, flyver to krager forbi, mens de skriger til verden på deres hæse sprog.