Markarbejderne

Samarkand 19. marts, 07EF, solskin, 23°

I den sene eftermiddagssols gyldne stråler begiver markarbejderne sig ind til Byen. Solbrændte, kortklippede og klædt i hvidt tøj forlader de markerne efter årets første høst. Mange bærer stråhatte over deres mørke hår. På to rækker går de forbi de gyldne okser, der søger skyggen under bymuren. De går gennem den nordlige byport, videre ned ad Juli Allé, indtil de når det lille torv foran markedspladsen. Foran den store vandpost stopper de, og spreder sig ud langs bredden af vandbassinet, der med sin blanke overflade har ventet på at blive berørt af deres grove hænder.
Der er uro i overfladen nu. Vand bliver kastet og pjasket. Stråhatte og skjorter ligger på kanten af bassinet. Tidligere blev tøj vasket og tørret her. Nu vasker arbejdere sved, støv og bomuldsfibre af deres bare overkroppe efter en lang dag i markerne. Rengjorte danner de kø foran en sortmalet træbod bemandet af fire ældre kvinder. Her får de deres dagløn udbetalt i kobberstykker præget med Byens våbenskjold på den ene side, og en sommerfuglepuppe på den anden. Nogle går videre ind på markedspladsen for at veksle en mønt eller to til en flaske sød vin, andre sætter kurs mod en bar eller en bodega. Mange spadserer i små grupper, snakkende, videre til et af Byens folkekøkkenener, hvor de samles med venner og familier.
Dagens hede afløses efterhånden af en behagelig kølighed, og en summen af snak ved borde sænker sig som en sværm af humlebier over byen. Duften af varm mad og krydderier trænger ud i gaderne. Her er rart at være (lad os blive her lidt). Klirren af glas mod glas, bestik mod porcelæn, stolebens skraben, snak og latter lyder ud i aftenens tætte atmosfære. Imens fortættes den sparsomme fugt i luften over markerne der omgiver byen. Fugten bliver til bittesmå dråber, der som dug falder over afgrøderne, og i løbet af natten glider som vand over bladene. I foråret stod bomuldsplanterne i blomst. Markernes jord var endnu blød af æsellort og vanding. På stive rødlige stængler bar agrenes overflod af planter deres skrøbelige, lyserøde blomster. Dage og uger gik, og med dem visnede blomsterne, for til sidst at falde af. I deres sted var nu et utal af sprøde, lysegrønne knopper. Som sommerens sol og spredte regnbyger skred over markerne voksede og mørknedes knopperne. Tusindvis af fine, hvide fibre pressede på hver enkelt indefra. Overfladerne dannede sprækker og begyndte at åbne sig. Nu er de fleste knopper flækket, de har foldet sig ud, og et florhav af hvide totter oplyser i den aftenrøde skumring markerne omkring vores by.
Ved det lange træbord i folkekøkkenet, hvor jeg sidder med min familie, og netop som jeg rækker ud efter en uglasseret lerskål med ris, lyder tre slag fra den store klokke i rådstårnet. Et kort øjeblik dæmpes al snak en smule. Min onkels barkede næve holder om et vandglas. Næven fører det fra hans mund til en rolig position på træbordet. Det er som om alle ganske kort tænker på daggryet denne samme dag i niende klasse, hvor vi alle, piger og drenge, stod ud af vore senge, og iførte os de hvide skjorter og de hvide bukser, der lå ved vore sengegærder. Hvor vi tog et rødt tørklæde om halsen og mødtes på torvet foran markedspladsen; klar til at drage ud i markerne og hjælpe til ved årets første høst.
Lige som solen ikke længere blænder, men lader sin røde skive tøve lidt over den vestlige horisont, er aftensmåltidet til ende, og alle bryder op. Nogle går hjem, nogle samles i grupper. Elskende tager hinanden i hånden, og går sammenkædede en aftentur på bymuren, der strækker sig hele vejen rundt om vores bys hvidkalkede og forvirrende sammenstimling af lerklinede huse.
Solens skive er nu næsten faldet ned i mørket, og kun en lysende bue er synlig. Sammenslynget kanter det sidste par sig ned ad den smalle trappe, på bymurens inderside lige ved den vestlige port. Kun det øverste af rådsbygningens tårn rammes stadig af solens lys. Tagets tegl gløder indtil også det mørknes. Og som en sort kappe snøret omkring tårnets hals falder mørket endelig over byen, og indhyller dens huse, dens marker, dens skabninger. Natten er sort i Samarkand.
I det dæmpede lys, der stråler ud fra boligers vinduer begynder natlige væsener prøvende at stikke snuden frem. En enlig mus piler pludselig over en smal sidegade. Rotterne vågner fra deres rastløse søvn i kloakkerne, og begynder deres natlige jagt på føde, kun afbrudt af parring og slagsmål. Mens natsværmere svirrer omkring de ensomme lyskilder, slukkes lyset i vindue efter vindue. Nu slukkes lygterne langs de små gader, og til sidst slukkes det også langs byens hovedstrøg.
Natten er ikke fremmed for mig. Jeg kender dens drømmefyldte labyrinter. I mørket på mit værelse står en seng bygget af rå planker. I den ligger jeg stille og venter på søvnens favntag. På hovedgærdet lyser mit hvide tøj i måneskinnet. Vinduet står åbent. Først er der tyst. Så vænner mine øjne sig til mørket og mine ører sig til stilheden. Nattens sangere vågner. I mørket stiger cikader og fårekyllingers kvidren langsomt op fra buske, fra krat, og fra jord overalt i byen. Den stiger op fra markerne. Den stiger op fra slettens stenede overflade. Først når vi når til udkanten af sletten, hvor stenet jord og spredte buske afløses af sand, stopper insekternes korsang. I ørkenen der omgiver os er der stille. Så lyder alligevel, og pludseligt, et hyl fra en ensom sjakal. Som for at minde os om, at mørket der omgiver os er grådigt, sultent, fuld af længsler.